-
Stjernearkitekt og Pandora-stiftere går konkurs med cykelfirma
Source: BDK Finans / 26 Mar 2025 06:41:09 America/Chicago
Det danske cykelfirma Butchers & Bicycles har længe kæmpet for at få økonomien til at hænge sammen. Nu kastes håndklædet i ringen. Selvom den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels og Pandora-stifterne, Per Enevoldsen og Winnie Liljeborg, løbende har kastet millioner efter selskabet, har det nu indgivet en konkursbegæring. Det skriver Finans. »Ønsket var at få nye investorer ind, men det er ikke lykkedes. Selvom det er et meget professionelt drevet selskab med en omsætning på omkring 12-15 millioner kroner, hvor der løbende er blevet tilført penge, er ejerkredsen ikke kommet i mål med en ny kapitalforhøjelse,« siger kurator Per Hald, der er advokat hos Lund Elmer Sandager, til Finans. Butchers & Bicycles har solgt eldrevne ladcykler, der har været udstyret med en tiltfunktion, der gør dem fleksible og har ført til flere designpriser. Men på trods af Bjarke Ingels' bidrag, der bestod af en investering på et ukendt millionbeløb og design af en cykel i samarbejde med selskabet, førte det i det seneste regnskab til et tab på 6,2 millioner kroner efter skat. »Jeg synes, det er et eminent godt produkt, og jeg har selv et par stykker af dem både hjemme og i sommerhuset. Der er meget stor efterspørgsel på deres produkt, og vi skal hjælpe dem til at kunne imødekomme denne efterspørgsel,« sagde Bjarke Ingels til Børsen i 2021. Taber tocifret millionbeløb I regnskabet peger ledelsen på udfordrende markedsvilkår. Forventningen var dog, at en kapitalforhøjelse i marts sidste år ville skubbe udviklingen i den rigtige retning. Det skete, samtidig med at B.I.G. Bjarke Ingels Group Holding fik en ejerandel på 10-15 procent, og North East Ventures øgede sin ejerandel fra 25-33 procent til 33-50 procent. Sidstnævnte er en kapitalfond ejet af de to Pandora-stiftere. Ifølge kurator er det hovedsageligt ejerkredsen, der taber penge i forbindelse med konkursen. Forventningerne lyder på et tab på et tocifret millionbeløb. Butchers & Bicycles blev stiftet i 2013 og forhandles i hele Europa og Australien. https://www.berlingske.dk/virksomheder/stjernearkitekt-og-pandora-stiftere-gaar-konkurs-med-cykelfirma